Først og fremmest ønsker vi de nye studenter stort til lykke med huen i 2025.
Dernæst rejses i øjeblikket spørgsmålet.Skal vi arbejde til vi er 70? Tænk jer nu om!
En pensionsalder på 70 år kan understøtte statens økonomi og afspejle længere levetid, men det rejser betydelige udfordringer for social retfærdighed og individers arbejdsevne. En balanceret tilgang kunne være en differentieret pensionsalder baseret på arbejdslivets længde og belastning, eller øget fleksibilitet i tilbagetrækningen.
Debatten om at hæve folkepensionsalderen til 70 år er i fuld gang – og det er forståeligt. Vi lever længere, og vores velfærdssystem er presset. Men det er ikke nok at kigge på regneark og levealder. Vi må også tage de menneskelige og sociale konsekvenser med i ligningen.
Ja, det er rigtigt, at vores levetid stiger. Mange er sunde og raske langt op i 60’erne. Men det gælder ikke alle. For en akademiker med kontorjob kan 70 år virke realistisk – for en murer med nedslidt krop er det en hån. Forskellen i helbred og levetid mellem samfundsgrupper er reel og voksende. Skal vi virkelig tvinge dem, der har haft de hårdeste jobs, til at blive længst?
Derudover taler vi ofte om, at vi mangler arbejdskraft. Men mange ældre oplever at blive sorteret fra – ikke på grund af evner, men på grund af alder. Det er hykleri at forvente, at man arbejder længere, hvis arbejdsmarkedet alligevel lukker døren.
Jeg forstår ønsket om at sikre økonomien. Men løsningen kan ikke være én rigid pensionsalder for alle. Det er hverken fair eller fornuftigt. I stedet burde vi tale om fleksibilitet: Giv dem, der kan og vil, muligheden for at arbejde længere – og lad dem, der er slidte og færdige, trække sig værdigt tilbage tidligere.
Et velfærdssamfund kendes ikke kun på, hvad det har råd til – men på hvordan det behandler sine borgere. Lad os ikke spare os fattige på menneskelighed.
Sparring & pensionsråd: Tillegreen Consulting / peter@tillegreen.com